Reparation af fire Dynaudio 24W100 enheder. Det er øvre bas og nedre bas (så vidt jeg ved). De har alle samme chassis, men membranen har forskellig udformning, så de skal tilbage på præcis samme pladser i højttalerne. De nye kantophæng er samme type som de originale, og er meget bløde og fleksible.
Luftfiltrene i magneterne skulle også udskiftes, da de var begyndt at mørne, og så risikerer man at smulder fra skummet finder vej i svingspolegabet og ødelægger enheden. Formålet med skumfiltrene er netop at holde skidt væk fra svingspolen, så det er vigtigt at de er i orden. Fra fabrikken er filteret monteret indefra undervejs i produktionen, og det kan man ikke komme til at gøre på samme måde nu. Så jeg var nødt til at lime nye filtre på udvendigt, bag på enheden. Det virker fuldstændigt lige så godt, men ser selvfølgelig ikke så elegant ud – heldigvis kan man jo ikke se det når musikken spiller.