Hifi-enheder fra før 90’erne er normalt lavet til en nominel netspænding på 220v. Dette kan i nogle tilfælde medføre problemer, nu vi har en nominel netspænding på 230V. Jeg fremhæver her “nominel”, da den reelle spænding i stikkontakten varierer, afhængigt af hvor man bor og af tidspunktet på døgnet.

Har du gode ældre Hifi-enheder hvor der står “220V” bagpå, er det derfor en god idé at checke netspændingen: Det kan gøres med et multimeter der er godkendt til mindst 250VAC (NB! Hold fingrene i sikker afstand fra stikkontakten når måling foretages). Det kan også aflæses direkte på fx energimålere, hvilket er en enkel og sikker metode. Mål flere gange over dagen, og gør det i nogle uger, for at få et indtryk af variationen.

Hvis spændingen aldrig kommer over 225V, er der ingen grund til bekymring. Det er indenfor den tolerance et 220V apparat er lavet til. Men hvis spændingen typisk ligger omkring 230-235V og nogle gange kommer op på 240V, er det højt nok til at kunne give problemer, især på længere sigt.

Særligt ældre forstærkere kan være ret følsomme overfor højere netspænding. Det er ikke sådan, at de straks vil “eksplodere”, men den højere spænding vil betyde mere varme og forøget slid. En stigning fra 220V til 230V er kun knap 5% mere, men det kan være nok til at fx kondensatorer kommer tæt på grænsen af deres specifikationer.

240V-omstilling_eksempel1

I de fleste tilfælde er der heldigvis en løsning: Hifi enheder solgt i DK til 220v brug, er oftest forberedt fra fabrikken til også at kunne tage 240V nominel netspænding (pga. England og Australien). På nogle er der endda en ekstern omskifter bagpå, hvor man nemt kan skifte mellem 220V og 240V. På andre skal ændringen laves indeni, ved at ændre på AC input forbindelserne til transformatoren.

Når enheden er indstillet til 240V netspænding, passer det godt til en reel spænding i stikkontakten på 230V-235V. Det giver en god sikkerhedsmargin og længere levetid.