Jeg har to Luxman M-02 effektforstærkere, som jeg købte for nogle år siden. De spiller godt efter lidt service og justering, men jeg har ikke været tilfreds med belysningen i VU-meterne. Først skiftede jeg de defekte glødepærer til samme type som originalt, det hjalp noget, men så stadig ret “søvnigt” ud. Siden har jeg prøvet forskellige typer LED pærer, men det blev ikke rigtigt godt: Lyset blev enten ujævnt, for svagt eller en underlig farve. Så fik jeg den idé at prøve med SMD 5050 LED bånd, som man kan købe i 5m ruller, og klippe til ønsket længde. 5050 kan også have dårlig nuance og farvetemperatur, men jeg havde en stump liggende der var den helt rigtigt varme hvide, uden at være gul. Tre 5050 på stribe viste sig lige at passe indeni “lampeskærmene”, og giver en perfekt jævn belysning.
Det ser meget bedre ud end før, og strømforbruget er omtrent det samme som de originale glødepærer. Nu kan man også i dagslys se, om forstærkeren er tændt, hvilket man ikke kunne før. I mørke er det måske næsten for meget lys, men flot er det synes jeg. Billederne snyder i øvrigt lidt, i virkeligheden er det knap så kraftigt som det fremgår. Skulle man alligevel foretrække lidt lavere lysstyrke, vil to styk 5050 sikkert være tilpas, og stadig være bedre end det originale lys.